Get Adobe Flash player

Modernisering af 1300-tals design

Ved sammenlægningen af kommunerne Egebjerg, Gudme og Svendborg har den nye Svendborg Kommune fået ny visuel identitet.

Bysted har skabt identiteten gennem en modernisering af det gamle 1300-tals våbenskjold kombineret med en helt ny samlet identitet for skrift, farver og øvrige grafiske elementer. Udover grunddesign bestod Bysteds leverance af en samlet on-line designmanual samt et nyt webdesign.

Udfordringen var at skabe en ny samlet identitet som kunne dække forvaltning og institutioner i alle de tre sammelagte kommuner Egebjerg, Gudme og Svendborg.

Den nye kommune ønskede at videreføre de gamle traditioner og historiske værdier, men ville samtidig fremstå som en moderne og nutidig kommune.

Svendborg Kommunes logo er sammensat af et symbol og et navnetræk. Symbolet er et redesign af Svendborgs gamle byvåben, der kan dateres tilbage til 1300-tallet. De tre tårne over bølgende vand samt månen og stjernen er bibeholdt fra det oprindelige våbenskjold.

Symbolet er blåt, men den særlige blå nuance er dannet med et forløb fra en lys blå til en mørkere blå. Navnetrækket er ligeledes opdateret med en mere tidssvarende typografi. Symbolet og navnetrækket udgør tilsammen Svendborg Kommunes logo.

Udover den samlede kommunale identitet har Svendborg Kommune også fået et helt nyt brandinglogo. Brandinglogoet bruges til at synliggøre den sammenhæng, der er mellem Svendborg Kommune selv og de øvrige aktører i kommunen, som arbejder med at profilere Svendborg-området i omverdenen.

Brandinglogoet kan være et element, der supplerer fx turistbureauets brevpapir og visitkort. Det kan supplere en profiltekst bag på en ”salgspjece” fra Svendborg Kommune. Og det vil ofte bruges som logo på arrangementer og fremstød, som har flere forskellige aktører som afsendere.

Brandinglogoet tager udgangspunkt i stjernen fra Svendborg Kommunes våben­skjold. Ifølge traditionel heraldik betyder stjerne den gode, ædle, nærmest himmelske person, der har overblikket over byen.

 

ARRANGEMENTER

Kom og mød os og få nogle faglige indspark.
Se hvor og hvornår Bysteds medarbejdere holder kurser og oplæg.

Highslide