Get Adobe Flash player

Bysted sætter strøm til Danmarks Rockmuseum

Bysted står bag identitet og hjemmeside til det kommende Danmarks rockmuseum i Roskilde.

”Børnene er trådt ind i Tidstunellens kronologiske fortælling om den danske rocks historie. En oplevelsesrejse, med historier og billeder, der år for år, viser hvor rocken kom fra – og hvor den var på vej hen. De har valgt Jokeren som virtuel guide”.

Ovenstående udspiller sig på Danmarks kommende Rockmuseum i Roskilde, hvor besøgende vil træde ind i en helt ny type kulturhistorisk museum. De besøgende vil blive mødt af et brag af oplevelser, der bygger bro mellem musik, teknik, ungdomskultur og samfund, udland og indland samt mellem oprør og accept. Rocken rummer både vildskaben og provokatio­nen, men også kvaliteterne til at blive allemandseje og en slags seismograf over de strømninger, der gennemsyrer samfundet til en given tid. På Danmarks Rockmuseum bliver musikken rammen for en erindringsrejse ind i den enkelte besøgendes individuelle ungdomshistorie og vil introducere et væld af interaktive aktiviteter, hvor publikum kommer til mærke musikken på sin egen krop.

For at realisere visionen har Egmont Fonden og Roskilde Festival givet en betydelig donation for at kvalificere og konkretisere pro­jektet via et forberedende projekt. Resultatet af det arbejde ligger nu klart og giver en grundig indsigt i, hvad rockmuseet kommer til at indeholde.

Bysted har sammen med Rockmuseets sekretariat udviklet en samlende visuel identitet, herunder navnetræk og farvevalg. Navnetrækket er enkelt og stærkt og favner i tilknytning til websitets røde, hvide og sorte univers musikken og dens historie.

Websitets navigation er todelt, da det danner rammen om det kommende museums indhold såvel som processen bag dets tilblivelse. Indtil da rummer sitet de sveddryppende billeder, anekdoter, interviews og andre spændende oplevelser, som museet på sigt kommer til at byde på.

For aktørerne bag museet ligger der fortsat et stort arbejde. Museet skal tegnes, bygges og ikke mindst finansieres. I det forløb udgør websitet det vitale omdrejningspunkt, hvor interesserede kan følge med i processen, som opdateres løbende.

Danmarks Rockmuseum bliver til i et samarbejde mellem Roskilde Museum, Roskilde Kommune, RUC, Roskilde Festival ,DR Radio samt rockmiljøet i Danmark og kan besøges på www.danmarksrockmuseum.dk

Websitet er opbygget på Bysteds CMS GlobalSite.

 

ARRANGEMENTER

Kom og mød os og få nogle faglige indspark.
Se hvor og hvornår Bysteds medarbejdere holder kurser og oplæg.

Highslide